Stævnemøder

Vi har her at gøre med en række digte, som alle kredser om emnet kærlighed. Dette har man set så mange gange før, og det er een af de evige inspirationskilder, når man har med digtgenren at gøre. Peter Bang Simonsen præsenterer med digtsamlingen Stævnemøder hele 28 tekster fordelt på værkets 58 sider.

På værkets bagside lyder det blandt andet således: “Den handler om kærligheden og menneskers møder med hinanden på godt og ondt – både når kærlighedens lykkes, og når den lykkes mindre godt.” Det er også på mange måder det indtryk, som man sidder tilbage med, når man har været igennem samlingens 28 tekster.

Når jeg skriver tekster i stedet for digte, ja så er det fordi de enkelte tekster langt hen af vejen mere minder mig om kortprosatekster end decideret digte, som blot er knækket og brudt op på poetiske linjer. Dette er nødvendigvis ikke nogen forbrydelse, ej heller forfærdeligt, men flere gange undervejs i mine gennemlæsninger af værket, er jeg blevet nødsaget til at stoppe op, se på bogens forside og forvisse mig om, at det var en digtsamling, som jeg sad med.

Peter Bang Simonsen bryder på mange måder formen for, hvad jeg betegner som digte. Metaforik er der næsten ingen af i værket, og sproget er udpræget hverdagsagtigt og sådan som man nu engang taler.

Men den første aften
de mødtes til det aftalte
møde på Café Blågård,
havde de kun skrevet
omkring fem gange
sammen på Elitedaters.dk,
og han blev ærligt talt
en smule skuffet;

Hun så ældre ud end på profilbilledet,
hun var også tykkere
og hun var heller ikke særlig
nem at snakke med i virkeligheden.

Uddrag fra Big love.

Digtene er hvad de er. De overrasker ikke, men det skal sådanne nogle måske heller ikke. Peter Bang Simonsen skriver lige fra hoften, og vandrer således direkte ind i læseren med træsko på fødderne. Dog sidder jeg tilbage med et ønske om, at flere af idéerne bag værket var blevet skrevet i novelleform. Dette ville virkelig have klædt flere af teksterne, og de ville nok kunne have vækket minder om en tidlig Jan Sonnergaard, fx dennes novellesamling Radiator fra 1997.

Samlingens digte svinger dog desværre til tider i kvalitet, men stærkest står Den forlegne fætter, som tangerer incestligende tendenser;

Kære lille kusine
du er naturligvis blot
som en søster for mig
som en elskelig lillesøster,
en usædvanligt charmerende
og meget smuk lillesøster ganske vist,
men læg nu ikke mere i det;

Men forleden aften
da du stod og stirrede ud mod havet,
og vinden som en
drillesyg sommerferieelsker
legede med dit hår,
lagde jeg mærke til,
at din løse sommerkjole
havde sat sig lidt fast i revnen
mellem dine baller som et gardin i en dørkarm,
og at kjolen ovenikøbet
indimellem bevægede sig en smule,

kjolen havde desuden
smøget sig lidt op ad dit lår
og afslørede den meget
ferske og gyldenbrune hud
på vej op mod dit mørke skridt …

Uddrag fra Den forlegne fætter.

Selvom jeg væmmes i foragt overfor fætterens sproglige tilnærmelser, så er der også noget smukt i fortællingen. Fætteren ved, at det er forkert. Men hun er bare den af mine kusiner, jeg holder allermest af. Peter Bang Simonsen er i min optik bedst, når han berører den forbudte kærlighed, den som er på grænsen og den som lige har bevæget sig over på den anden side.

Som tidligere nævnt ville jeg, i min egenskab som anmelder, langt hellere have set dette værks idéer og grundtanker udført i prosaen, som også sproget lægger sig meget op ad, da jeg mener, at Peter Bang Simonsen med sine sproglige kundskaber i langt højere grad ville gøre sig bedre indenfor denne genre. Men alt i alt møder man en digter og fortæller, som ikke lægger fingrene imellem; han siger det som det nu engang er.