Gennem 56 punktnedslag følges udviklingen i et parforhold. Fra “tilsammen” til “til sammen“. En ganske lille forskel i udtrykket kunne man sige, men gennem læsningen finder man ud af at de to skriveformer rummer afgørende forskelle i parforholdets status. For denne læser dækker ordet “tilsammen” over et samvær uden dybere fælles forståelse, mens den toleddede størrelse “til sammen ” viser, at parterne har fået eksistens – er blevet til , og dermed har fået mulighed for at være sammen på en meningsfuld måde.
Allerede her er vi ved kernen i Louise Juhl Dalsgaards udtryksform. Det omhyggeligt overvejede sproglige udtryk, ofte med fin dobbelttydighed og/eller overraskende brug af sproget, der gang på gang får læseren til at standse op og undre sig . ( Stod der virkelig sådan ? ) Her et lille udvalg af eksempler: “De har kun hinandens munde at synke i, men finder hinandens at mætte” . “Han trænger og trænger sig på”; “De forholder sig ihjel”; “Han styrter sig sammen”. “De standser da de rammer det halvtomme og glas”. I øvrigt understøttet af gennemtænkt kommatering.
Et kapitel for sig er den intense beskrivelse af parrets indbyrdes forhold, når grænsen mellem det fysiske og det psykiske bliver flydende og plastisk som f.eks. : ” … ånde ham ud og ind. Mest ud.”; “Hun føler sig tilrette i ham”. ” Så kommer hun, uden varsel, mørk og mærkelig, rytmisk som et digt..” “Han bladrer i hende”. “Han lægger sig over og omkring hende…som mørtel.” En hensynsløs indtrængen på private enemærker, parret med kommunikationsnedbrud og afstand. “Det er [jo] svært at spille squash i et rum uden vægge.”
Punktromanens udfordring ligger bl.a. i at kunne skitsere et forløb med en brøkdel af det volumen, der er til rådighed i en traditionel roman. Her bruges et effektivt billedsprog , der ofte leder tanken hen på prosadigtet. F.eks .i husmetaforen : “… du bebor mit murværk, rum som vinkler i kryds, du bor mig, et hus, og jeg holder dig tæt og tør.” [16], eller “De rækker ud som blodfattige kroppe efter en igle. De vil have noget tilbage.” Meget imponerende er de mange steder der anvender glas , brudflader, spidse genstande i billedsproget:
“Hun folder et krus på midten og kaster det ud fra et
førstesalsvindue, hvorfra det knuses mod jorden.
Hun lægger skårene ud på et stykke avispapir til en mosaik,
der ingenting samler. [25]”
“Hun kaster med porcelæn mod væggen, for at blive den del, der
går i stykker. ” [51]
til sammen er en række overbevisende punktnedslag i udviklingen af et parforhold
i al dets paradoksalitet, intensitet og ømhed, verbale og ikke-verbale kommunikation.
Tavshed, vrede og kærlighed formidlet i et præcist og mangetydigt sprog.
Isprængt formuleringer som :
“Det giver ingen mening, men det giver så meget andet” .
“At du ikke forstår dig selv, er ikke det samme som, at du ikke
ved, hvorfor du gør, som du gør”.
Og sidst men ikke mindst spiller bogens sarte sort-hvide tegninger og dens omslag fint sammen med indholdets shades of body and soul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar