Søstrene fra Ravdos (herefter SR) er forfatteren C.J. Plougfelts (herefter CJ) debut, og den er udkommet på forlaget Mellemgaard.
Fra bagsiden:
“Kan en lejemorder, der elsker at dræbe, være god? Eller er hun blot et monster?
Kan en ridder gå imod alt, hvad hun tror på? Og stadig sige, at hun gør det, der er bedst for landet?
Så mange ting er halve i Erikas og Dinas liv, de er halvelvere, halvsæstre. De har helt forskellige mål i livet, og det fører dem i vidt forskellige retninger. I håb om at finde deres rette plads glider de fra hinanden. Men i et land som Ravdos, der er styret af racisme og grådighed, er der ikke plads til to slumrotter. Så med deres ledsagere, piraten Cassi og magikeren Tobias, slår de sig sammen for at skabe et nyt og bedre Ravdos, hvor der er plads til dem alle.”
Noget af det første man lægger mærke til, når man læser SR er, at forfatteren helt sikkert selv har læst en masse fantasy. Den middelalderlige stemning, komplet med det lagdelte samfund, bliver lynhurtigt introduceret og så sætter selve historien ellers i gang. I store træk handler historien om de to halvelversøstre Erika og Dina, der starter helt nede på samfundets bund, hvor de ernærer sig ved smårapserier og undervejs skilles deres veje, da den ene ønsker et mere retskaffent liv, og den anden er mere optændt af tanken om aldrig at være fattig igen. Så langt, så godt. Der er dog smidt en ekstra krølle på historien ind, da halvelvere hverken er vellidte af mennesker eller elvere. Historien er krydret med pirater, lidt sex og magi, alt sammen ting, der bliver vigtige for handlingen.
CJ lægger godt ud og viser også, især i de første kapitler, at hun har et udmærket sprog og nogle finurlige metaforer. Især er hendes figurtegninger gode, og der er ingen problemer med at forestille sig, hvordan romanens hovedpersoner ser ud. Ligeledes forstår hun at tilføje historien nogle humoristiske elementer, der er med til at holde læseren til ilden. Desværre glider meget af det spændende sprog ud efterhånden som plottets fremdrift taget førerposition, og det optræder kun med lange mellemrum. Det er dog godt, når det er der. Ligeledes er det let, som læser, at se CJs egen entusiasme omkring historien. Tempoet er hæsblæsende og man må hellere surre sig fast for at følge med.
Hvor CJ er god til de vigtige personer, har hun desværre meget store problemer med sin verdensbygning. I indledningen snakkes der om tre racer – mennesker, dværge og elvere. Allerede fra første færd får man som læser at vide, at både mennesker og elvere hader halvelvere … men det gør de bare ikke rigtig. Der bliver sagt “forbandede halvelver” et par gange af mennesker, men det er også alt. Elverne findes nærmest ikke i CJs verden som andet end lidt kulisse, og de få elvere man møder (blandt andet hovedpersonernes mor) opfører sig fuldkommen som mennesker. Først i den sidste tredjedel af bogen bliver dværge introduceret … og den ene person opfører sig også fuldkommen som et menneske. Det føles desværre lidt fattigt, som læser, ikke at kunne mærke forskel. Derimod er der en race ved navn løvkatta, der er et stort kattefolk. De er slet ikke nævnt i indledningen, og dukker op ud af det blå, hvilket også er underligt. Til gengæld er de en smule anderledes end mennesker, men stadig ikke meget. Undervejs er der beskrivelser af både magikertræning og ridderoplæring, og disse skoler virker meget nødtørftigt skruet sammen. Hvor jeg ingen problemer havde med at se CJs figurer for mig, var det meget sværere med de steder, hvor romanen udspillede sig.
CJ vil rigtig meget på de 375 sider, og selv om bogen er sat i størrelse 10 (11?), føles handlingen meget forceret og hurtig. Der springes konstant fra sted til sted, fra tid til tid. Inden for et enkelt kapitel kan der i romantid gå op til et halvt år. Inden for et kapitel hører man det første om en figurs sygdom, og otte sider senere er figuren død. Der er simpelthen alt for meget handling til en enkelt bog. Fra bogen starter til den slutter er der gået syv år. På trods af den enorme handling, kører romanen også en del skæv på formidlingen af denne. Som læser får du oftest endelige sandheder at vide om figurerne, såsom “X er sådan og sådan”, “Y havde vundet deres tillid” og lignende. Det ville have været bedre om CJ i stedet for havde ladet læseren opleve selv og danne sin egen mening. Denne anke falder ind under “Show, don’t tell”-skolen, et godt værktøj til enhver forfatter.
Både i romanens forord og på CJ’s side hos Mellemgaard, bliver vi præsenteret for det faktum, at CJ er ordblind. Dette bærer teksten dog ikke præg af overhovedet. Det gør den dog af andre tekniske problemer. Først og fremmest er tegnsætningen til tider decideret forvirrende. Der bruges kommaer i ekstremt mål, og ofte i stedet for punktummer. Eks.: “Jeg vil gerne vide, hvor langt du er nået med din skrivning, så skriv et standardbrev, hvor du anmoder om forstærkning til en opgave, du er på, hvilken opgave er ligegyldig.” (side 71). Sætninger som eksemplet findes overalt. Et andet sprogligt element, der optræder hyppigt, er danglish. Altså engelske udtryk direkte oversat til dansk. Eks.: “Det er det.” = “That’s it.” og “De giver dig en hård tid.”. Disse elementer er med til at sænke læsbarheden og irriterer øjet.
Men er det så en dårlig bog? Nej, det er det ikke. Det er en udmærket fantasy-roman for unge, der dog også bærer præg af forfatterens alder. Dog var jeg lidt ærgerlig, da jeg havde læst SR til ende. For det var er roman, der kunne have været rigtig god, hvis den havde været i en redaktørs (og korrekturlæsers) kyndige hænder. Mange af CJs ideer er gode, som allerede nævnt er sproget udmærket og hovedpersonerne sidder lige i skabet og derfor er det så meget mere ærgerligt, at slutproduktet er skæmmet af ting, der kunne være undgået.
