Øst og Vest – dobbeltdigtsamling

Denne dobbeltdigtsamling er, som mange nok allerede har gættet, to digtsamlinger under een af henholdvis Sleiman Nazzal med Uden sprog og Lars Hougaard Clausen med Vindfugl. Sammenlagt fylder dobbeltdigtsamlingen 80 sider fordelt på 66 digte.

For at starte med begyndelsen, så kaster vi os direkte ud i Sleiman Nazzals digte, som under den fælles titel Uden sprog fører os ud i et libanesisk sprog- og billedunivers, som dog ikke ligger så fjernt, at man ikke kan følge med. Nazzal skriver nemlig meget nøgternt, og samtidigt flyver metaforerne om ørerne på læseren.

“Den blå himmel er ikke min / men jeg har et hjerte / og en særlig adresse / og et vindue af duft / inde i dets hukommelse”
Fra digtet “Vinduerne af duft”

Nazzal skriver meget sansebetonet, og sproget er enkelt og ligetil, men under overfladen gemmer sig dybere meninger og betydninger. Tonen er hverken fordømmende eller påtvingende, men derimod halvtdrømmende, halvtsvævende, når han skriver om kærligheden, naturen eller erotiske fodboldkampe.

På den anden side har vi Lars Hougaard Clausens Vindfugl, som er en kaskade af sanseindtryk om specielt naturen og livet omkring det lyriske jeg.

Clausen skriver kortfattet om et jeg og et du, som bevæger sig i og omkring naturen. Jeg’et i samlingen er meget observant, og i teksterne kommer vi tit helt tæt på de sanseindtryk, som de fleste af os til daglig tager for givet.

“I skumringen omkring os / tager du mig med ned / til havet. / Højt oppe på skrænten. / Herfra kan vi se lysene / fra et skib. / Det bevæger sig / trukket af den lille slæbebåd / i dit øje. / Højvande.”
Fra digtet “Skumringsbillede”

Lars Hougaard Clausens pen er rolig. Den har ikke tralvt. Et digt tager den tid, et digt skal tage. Og det er en af Clausens forcer. Digtene er ikke mere end hvad de er. Det er observationer. Men nogle, som denne anmelder ikke ville have været foruden.

Samlet set mener denne anmelder ikke, at de enkeltstående digtsamlinger ville have stået lige så stærkt uden hinanden. Det er netop mødet mellem øst og vest, samspillet mellem det libanesiske og danske tankemønster, som gør denne dobbeltdigtsamling stærk. Det er forskellene samlingerne imellem, som gør dem interessante hverisær. Og man kan kun håbe, at Clausen og Nazzal vil overveje endnu et lignende samarbejde, hvor øst og vest atter kan smelte sammen.

Om formatet skal det nævnes, at det ikke ligefrem er en traditionel udgivelse. Værket er udgivet af foreningen Poetklub Århus, som ellers før kun har udgivet antologien Det, vi sagde gælder.

Værket er kvadratisk med spiralryg, og altså ikke noget man ser ved traditionelle udgivelser. Dog gør det intet dårligt for oplevelsen – tværtimod forøger det kun læseoplevelsen. Man har her fat i en udgivelse, som elsker den smalle litteratur ligeså højt, som denne anmelder gør. Et dobbeltværk, som alle digtinteresserede bør læse.