Kærlighed er så kort som et vindpust i leg

Okay, indrømmet. Digtene i Digte fra en blondekant er og bliver rimdigte, eller viser om man vil, og denne form for digtekunst er ikke noget, som jeg gør mig så meget i. Når jeg læser digte, så er det primært knækprosaen som fylder billedet. Den med de skæve og ikke-rimende versefødder. Javist, jeg har da læst mine rim, men siden gymnasietiden har jeg vist kun læst Tove Ditlevsens samlede digte, når det kommer til rimene.

Nå, men hvad er Digte fra en blondekant så for en størrelse? Kan de noget, digtene? På overfladen kan de virke ganske banale. Det er således AABB- og ABAB-rim. Flere af dem kan med rette placeres i kategorien viser, hvilket dog på ingen måde skæmmer værkets budskab. De vil noget, digtene. De vil fortælle historier langt fra storbyens infame larm. Her er det naturen og de mennesker, der begiver sig rundt i den, som er sat i centrum. En digtsamling med et hjerte for den rådne banan, udkantsdanmark.

Digtene balancerer mellem det Morten Korch’ske og det samfundskritiske, mellem ungpige-poesien og det helt virkelighedsnære. Digtene tager udgangspunkt i udkantsdanmark, nærmere bestemt Lolland. Og da jeg selv stammer fra Nakskov, takkede jeg straks ja til at anmelde nærværende digtsamling. Og jeg blev ikke skuffet.

Karen Zubari, som selv flyttede til Lolland i 2007, har på een gang formået at fange den lollandske ånd i sine digte, og på samme tid skrevet en samling digte, der ikke bare beskriver, men også kritiserer den virkelighed, som mange oplever dernede hvor kragerne allerede er vendt om.

“Han er sikkert på vej, han har fri klokken fire
Hun tripper og går et par skridt
Og hånden den ryster og kopperne klirrer
Hun ved jo han kommer om lidt“

“Og mens solen går ned holder spurvene gilde
Med kage og hvid marcipan
Jo, vist kom der gæster, så mange hun ville
Til mors dag på hendes altan“

Disse strofer stammer fra digtet Gæster til mors dag. Linjerne viser tydeligt hvad Zubari formår. Hun kan med ganske få virkemidler, samt fine rime, fremføre en, omend trist, stemning. En stemning som er så knugende, at man slet ikke er i tvivl om ægtheden heraf.

I det efterfølgende digt uddeles drøje hug til ældreplejen og sundhedsvæsnet, hvor vi møder pensionisten Kaj:

“Her på hjemmet hvor jeg bor har jeg det haft det godt
Men nu har de fået en brusebadsrobot
Man bli’r pudset og poleret for en tier
Her i vores kommunale vaskehal
Men vi savner stadigvæk de søde piger
Nu er det hele bare skruer og metalFør i tiden ku’ vi få en snak, nu trykker de på knappen
Så ta’r det kun et halvt minut, de synes det er så smart
Der er ind med dig og så er det ud af klappen
For et menneske er det ikke særligt rart”

Fra digtet Pudset og poleret for en tier. Igen viser Zubari, at hendes digte iført træsko kan vandre direkte ind i folks hjerter og sind. Og det gælder såmænd uanset om det handler om kritik eller kærlighed. På den anden side har vi de naturrige digte, såsom Agnethe og ravmanden og En bøg og en granvoksen fyr, som står noget svagere i sammenligning med de ovenstående digte og samlingens tematik iøvrigt. Jeg mener således, at Karen Zubaris stærkeste vers og tekster er de samfundskritiske, der hvor hun ikke går på kompromis. Der hvor hun slår et slag for de svageste, dem som samfundet (måske) har glemt. Og hendes beskrivelser af det forfaldne Lolland er på en gang smuk og grufuld, og helt igennem genkendelig for denne anmelder. Tak for (ned)turen.