Loop de loop

Tidsfangen (herefter T) er forfatteren Gry Pil Lund Ranfelts (herefter GR) debutroman. Der er uden mindste tvivl tale om en ungdomsroman eller en YA, som det er blevet populært at kalde det, og genremæssigt bevæger vi os flere steder. Jeg vælger dog at kalde den en realistisk fortælling med fantastiske elementer, da den hverken lever op til fantasy eller science fictions genredefinitioner.

Efter at have læst bogen to gange, var jeg splittet. For hvad skulle der siges? Derfor har jeg valgt at dele anmeldelsen op i to – som blev bogen set gennem en 15-18-årig piges (M/K) øjne og som blev den set gennem en 37-årig mands øjne.  Det giver to forskellige anmeldelser, der begge har berettigelse.  Advarsel – især den gamle mands anmeldelse vil inkludere spoilers.

Fra bagsiden:

Beskrivelse: Louises far dør, da hun er elleve, og selv kommer hun aldrig ind på den designskole, som har været hendes livsdrøm, så længe hun kan huske. Men da Louise er toogtyve, oplever hun, at verden fortsætter uden hende, og med ét står hun tilbage i sin elleveårige krop. Hun føler, at hun har fået chancen for at gøre det hele rigtigt; for at redde sin far og realisere sine ambitioner. Men hvad, hvis det sker igen? Og igen? Og igen?I “Tidsfangen” møder vi første gang Louise i hendes femte loop; femte gang, hun gennemlever sit eget liv fra elleveårsalderen til sit toogtyvende år. Fanget i tiden leder hun efter en vej ud, og hun er efterhånden villig til at gøre hvad som helst.Gennem sin jagt på en mening med tilværelse i endeløs gentagelse, møder Louise blandt andre hotelreceptionisten Raj, stofmisbrugeren Marie – og forretningsmanden Todd, der også selv viser sig at være tidsfange. Louises ord og handlinger er ikke altid lige hensynsfulde, og de har ikke kun indflydelse på hendes omgivelser; det påvirker også Louise selv, når hendes medmennesker handler ud fra hendes trin og fejltrin. Og med Todd er der ingen mulighed for at starte forfra.”Tidsfangen” er en psykologisk spændingsroman om tilværelsens ulidelige konsekvensløshed og menneskers søgen efter holdepunkter og ægte relationer. Det er en fortælling om jagten på frihed – også når det indebærer friheden fra ens eget liv.

Først anmeldelsen fra den 15-18-årige:

Tidsfangen var en bog, der meget hurtigt fangede mig. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, da jeg tænkte at det lød lidt mærkeligt det med at kunne fare rundt i tiden, men der gik ikke lang tid før jeg ikke kunne slippe bogen igen. GR skriver fantastisk flydende og der var ikke på noget tidspunkt at jeg kedede mig undervejs. Især var det rigig spændende den måde hun stillede Louises (hovedpersonens) forskellige livsvalg op på. Både det med at hun hele tiden prøver at redde alle mulige andre end sig selv, men også den del med at hun lige så tit opgiver, fordi det kan virke som en umulig opgave. Der var lidt stavefejl hist og her, men det gjorde ikke sådan at man holdt op med at læse.

Jeg kunne rigtig godt lide den måde GR beskrev hovedpersonen på og hun stod meget klart for mig, når jeg lukkede øjnene. Det var også rigtig godt den måde der var skrevet omkring Århus, for selv om jeg kun har besøgt byen, kunne jeg stadig genkende de mange steder. Ud fra det hun vidste om byen, regner jeg med at GR selv kommer derfra. Jeg kunne også godt lide Louises veninde Marie, der også var med meget af tiden og det gav en god balance i forhold til Louise, der var vokset op i et godt hjem, at have en figur som Maria, der ikke havde haft det så godt. En tredje person, Louises bror Lett, vil jeg også nævne her.  Han var nok den person, der ændrede mest personlighed i de forskellige loops, og det var spændende at følge hvilken drejning han havde taget, når bogen startede på et nyt loop. Jeg synes også det var interessant at GR gjorde sådan at flere af personerne ikke bare var gode eller onde, men var begge dele, for sådan er mennesker.  De har både gode og mindre gode karaktertræk.

Det var forfriskende at GR blandede så mange genrer. Der var både en kærlighedshistorie (med en indisk fyr ved navn Raj), en actionhistorie (med en bombe) og næsten en detektivhistorie, hvor Louise sammen med Todd (en anden tidsfange) prøvede at finde ud af hvorfor de var fanget i tiden og om der var en måde, de kunne komme ud på.

Hvis jeg skal sige noget, jeg ikke så godt kunne li’, var det at der var rigtig mange personer med, og jeg synes det var svært altid at huske hvem der var hvem – mest når man lige hørte noget om en person, man ikke havde hørt noget om i over 200 sider. Og selvom historien var spændende til sidst, synes jeg også den blev lidt rodet. Det virkede lidt som om det hele skule passe sammen meget hurtigt og det tabte mig lidt. Det ændrer dog ikke på at det er en god bog, og  at jeg vil gerne anbefale den til andre.

Så den 37-årig mands anmeldelse:

Det første der slog mig, da jeg begyndte at læse Tidsfangen, var at der var ingen tvivl om at GR kunne skrive. Sætningerne flød frit, billedsproget var udmærket og der var forsvindende få fejl til at skæmme indtrykket. Både hendes person- og stedbeskrivelser var lige i øjet og det var ikke svært at se personerne for sig, hovedpersonen dog noget lettere end resten.  Sproget holdt sig flydende og godt hele vejen igennem, og for det skal GR have ros.

Hovedpersonen (Louise) er fanget i et tidsloop, der ligger fra 2002 til 2012 – fra hun er 11 til hun er 21. Hver gang hun når en bestemt dag i sit enogtyvende leveår, vågner hun atter op i sin 11-årige krop. Historien spreder sig over seks loops, hvor størstedelen af bogen koncentrerer sig om det fjerde loop.

Desværre, efterhånden som jeg rykkede længere ind i bogen, begyndte historiens personer at vakle. Et konkret eksempel er Louises veninde Maria, der i loop 3 er narkoman, stik-narkoman vel at mærke. Allerede i loop 3’s 2005 har hun stikmærker på armene, men er stadig superlækker i 2012. Jeg har sjældent hørt om stiknarkomaner, der holder sig attråværdige på den måde. I loop 4, hvor hun også er narkoman, har hun et job på McDonalds ved siden af at være luder. Det sætter også min logiske sans på overarbejde og gør at jeg finder Maria-figuren meget tvivlsom. At hun ydermere kan kaste med knive uden en ordentlig og grundig forklaring, (og for det meste har de knive på sig) virker som noget der er taget ud af amerikansk action-film.  Det passer ikke på en stiknarkoman fra Århus.

Et andet eksempel er at en figur, der er alfa og omega i forhold til bogens slutning først bliver præsenteret da der er mindre end 20% af bogen tilbage.

Et tredje eksempel er Louise, der gang på gang blev beskrevet af romanens andre personer som kølig og velovervejet, som en person der ikke var i sine følelsers vold – men det er hvad hun netop er. Halvdelen af tiden opfører hun sig irrationelt og følelsesbetonet, den anden halvdel af tiden bliver hun meget forhippet på en af historiens delhistorier. Netop Louise synes jeg både er historiens bedste figur og den der er de største problemer med. GR er eminent til at beskrive tanker og følelser i den unge Louise, men det begynder at knibe jo flere loops der kommer til. Louise glemmer nemlig ikke de tidligere loops, og det vil sige at hun, når det kommer til modenhed, er meget ældre end sin fysiske krop.  De tanker og reaktioner Louise har, selv så langt som oppe i femte loop (da hendes psyke er i halvfjerdserne) virker underligt ufærdige og uigennemtænkte. F.eks. er hun fuldkommen skudt med mode nonstop, selv om hun i et loop får lov til at lege med de store, og altså fra nu af ved hvordan moden udarter sig. Med andre ord føles det ikke som læser som om Louise får nogen som helst livserfaring.

Delhistorier. GR vil rigtig mange forskellige ting med T. Der skal fortælles en historie om at forsumpe, en om kærlighed, en om en slags superhelt, en om en pige der danser på grænsen af vanvid, en om de dårlige vilkår i den tredje verden, en om det århusianske narkomiljø, en om modeverdenen og en om tolerance. Jeg var oprigtigt imponeret af hvor længe det lykkedes GR at holde tungen lige i munden, når det kom til at holde balance og regnskab med tingene. Desværre måtte det falde, og som jeg ser T,  glider de sidste 100 sider ud i et forsøg på at slå en knude på samtlige tråde. Det minder om en forhastet film. Jeg tænker det ville have klædt bogen at skære ned på et par af de mange underplots og så enten være blevet delt i to, eller have føjet 100 sider til.

Jeg har gemt min største anke til sidst, og som stor fortaler for og læser af science fiction, var det nok den der gjorde mest ondt på mig. For hvordan hænger det sammen med at gå tilbage i tiden? Ifølge GR sker det bare. Louise bliver bragt tilbage til 2002 og må starte forfra. Efterhånden som historien udvikler sig, finder man ud af at der er andre tidsfanger – nogen, der starter efter 2002, men også nogen der starter før! Det vil sige at bogens interne logik siger, at når Louise dør/sendes tilbage, lander hun i et alternativt 2002 – altså en anden dimension. Hvordan kan jeg vide det? Fordi den verden hun kommer tilbage til er ikke den samme som hun huskede. Det er beskrevet flere steder at ting har ændret sig.

GR nævner kort sommerfugleeffekten, men den opfører sig meget mærkeligt i Ts univers. Det virker som om det kun er nogle gange at noget bliver ændret. Verden virker mere eller mindre centreret om Louise, der er den eneste, der kan påvirke verden. Men det passer igen ikke, som før nævnt, da verden også af og til ændrer sig omkring hende. Og det er her den interne logik knækker fuldkommen.

HVIS Louise vender tilbage til et univers i 2002, hvor der allerede er vendt en anden tidsfange tilbage til, har denne anden tidsfange ændret hvad der sker, og med sommerfugleeffekten i mente, dermed også ændret samtlige ting i det univers. Chancen for at Louise kan vende tilbage til det eksakt samme punkt er derfor tvivlsom, da det punkt nok ikke findes. Som om det ikke var nok, lader det til at menneskeheden altid har haft tidsfanger – prøv at forestil jer 50.000 års anderledes påvirkning af hændelser. Det ville næppe være den samme verden.

Desværre forsøger GR ikke at forklare hvorfor nogle mennesker bliver tidsfanger – faktisk affærdiger hun det på omkring en halv side, der nogenlunde kan koges ned til denne sætning: Det sker bare, ingen ved hvorfor. Et ærgerligt antiklimaks.

Der er absolut ingen tvivl om at GR har fået en fantastisk ide med historien i Tidsfangen. Det er en vild tanke at mennesker bliver sat tilbage, og så bare må leve de samme år igennem igen og igen. Hun griber det også helt rigtigt an ved at lade Louise tage flere veje, prøve sig selv af og også gøre ting hun fortryder. Du har allerede læst mine ankepunkter, så dem vil jeg ikke gentage. Hvad jeg derimod vil gentage er at GR er dygtig til at skrive og jeg håber at der kommer meget mere fra hendes hånd. Jeg kan ikke forestille mig at hun ikke bliver ved og af et første forsøg er Tidsfangen en ganske habil bog.