Anerkend det fremmede

Det er efterhånden nok 2½ måned siden jeg fik bogen her til anmeldelse, og med så nødvendige ord, så ærgrer det mig at jeg ikke har haft tid til at få anmeldelsen skrevet før. For lad det være sagt: Sara Hauge har med “Anerkend at vi er dig” angrebet tabuerne omkring psykisk syge lige på: Ved at tale om sygdommen og sætte ord på den, uden at lade sig begrænse og uden at byde ind med rent sortsyn. Selv når den er allerværst, er der med sprogblomster og humor plads til også at være menneske.

Bogen er Sara Hauges anden digtsamling, og sidste år vandt hun DM i Poetry Slam. Det sidste mærker man også på nogle af sætningskonstruktionerne der kan være meget ligefremme, og på de digte der tilnærmelsesvist er bygget op omkring en form for punchline.

“Du”

Bogen er delt op i tre afsnit, hvor det første er navngivet “Du.” I “Du” er det stemmerne der fylder, og de tiltaler netop digterjeget med et du. Mellem nærmest perverse madbilleder angriber stemmerne jeget med både åbenlyse bredsider og subtile stikkende bemærkninger. Bemærkninger der må blive siddende længe i kroppen for enhver der hører dem fra eget hoved. Det er klart hvad stemmerne vil sige; “du er elendig.” Her et udsnit fra “Din indre profil”:

“Du er der ikke
du er ikke til skue
du gemmer dig
men alligevel
skal dit liv skinne.”

“Jeg”

I bogens anden del beskrives et jeg der ikke helt kan definere sig selv. Det er fyldt med stemmer, men er de en del af jeget? Denne del er i det store hele klart samlingens svageste, og der er en masse billeder undertegnede i hvert fald ikke kan afkode – vil de egentligt sige noget? Et par klichéer står klart frem, men måske er det netop det der er pointen – at kender man ikke sig selv kommer man til at optræde som en kliché. I slutningen af anden del føler man dog en udvikling, og i hvad der måske er digtsamlingens klimaks, “Et brev fra verden udenfor,” italesætter digterjeget stemmerne og forsøger sig med en forhandling:

“Det ville være enerverende og fordummende at bruge hele mit liv på at tale med jer, da det, i højeste grad, ville som at tale med mig selv. Man kan ikke lære noget nyt af jer, da I ikke ved andet, end det jeg ved i forvejen.”
“Jeg vil ikke smide jer ud, jeg vil ikke slå jer ihjel. Jeg vil blot, at jeg ikke er den eneste, der går på kompromis, for at I kan være til.”

Efterfølgende forsvinder stemmerne, og jeget føler kun deres nærvær som mindet om en “farfar, der døde for mange år siden.”

“Dem”

Derefter er vi i digtsamlingens tredje del, og her er det igen stemmerne der får plads. Nu har de ikke længere lige så travlt med at rakke ned på jeget, men forsøger i stedet at forklare hvem de er. At de er morfer, jesus, guder der kommer igen i nye former. Men der er sket et enormt karakterskift – de er ikke længere ren ondskab og spydighed, er de i kraft af jegets bevidsthed om at de er en del af hende, også bange. De skal også dø når hun dør, men de har alligevel ret travlt med at true med deres tilbagekomst. Måske er det slet ikke stemmerne, men jegets frygt for dem der portrætteres i denne del.
Derfor er der heller ikke rigtigt en forløsning. Skizofreni er ikke noget man bliver kureret for, men noget man lever med. Fra “Søvnens stemmer”:

“Du kan gemme dig for andet og andre
men de tanker du selv producerer
forfølger dig
når du leger skjul
dybt i sengeredens favn”

Et menneske

Med digtsamlingen “Anerkend at vi er dig” har Sara Hauge vist at skizofrene er mennesker. Og det er vigtigt. Når man lider af en psykisk sygdom skal man ikke ynkes, betragtets som et u- eller undermenneske, man er stadig et individ der kan noget og for modige selvportrættering skal hun have den allerstørste ros.

Litterært har samlingen sine svage steder, som i “Enterne Kommer,” hvor de tre første verselinjer er rene klichéer. Men andre steder er der en særdeles levende leg med ordene, fx. i “Det femte kammer” hvor gentagelser bruges ret originalt:

“Du falder
falder i
falder
i staver

Du fatter
fatter ikke
fatter ikke mod

Uden mod i dine stavefald
fatter du
at du falder”