Lyrisk landsbymosaik

I dag udkommer Steffen Baunbæks nyeste digtsamling: 8600 Silkeborg. Her sammensættes erindringer fra barndom og ungdom til en mosaik af livet i landsbyen Voel. Vi bliver introduceret til personer og lokaliteter, der tilsammen beskriver det der, for relativt få år siden, var forfatterens hele verden som en del af “en lille/ flok unger/ fra Voel, / der ikke var/ kloge endnu” for hvem ” .. i dag så bedre ud i går”. 8600 Silkeborg giver indblik i spændingen mellem de samlende og splittende kræfter i et landsbysamfund. På den ene side slægten og det allestedsnærværende senegræs
[Farmor, Græsset]. På den anden parcelhuskultur og butikslukninger. [Fremtiden ]

Og bag det alt sammen døden, den forsonende og stabiliserende faktor. Rammende symboliseret af graveren. “Dejlig er røgen/ fra graverens pibe,/ mens stierne rives/ igen og igen”. Med buddhistisk ro tales der om døden. Slægtens og digterens egen:

“Jeg dør,
hvor jeg er,
når jeg skal,
for det
skal jeg”
[Græsset]

I digtet om farfar hedder det: “.. selv skulle/ han også /en dag /blive kød , /blive ædt op/ af småkryb/ og glemsel / og det var/ i orden ,/ for sådan /var han,/ og han / fløjtede altid/ på vej ud / i marken. ” [Afgrøden]

De opretholdende ting ligger udenfor tiden. Kirkegårdsdiget på bogomslaget, farmor, mennesker “der husker , / hvor de skulle hen / og hvor de kommer fra.” [citat fra Love Shop-tekst i bogens indledning]

8600 er en bog til trøst. Fordi den drømmer tilbage uden undskyldninger. Fordi den betragter døden som en del af livet. I et hjerteligt, enkelt sprog, hvis rytmiske fødder vandrer ned over siderne og tager læseren med gennem landsbyen i stærk bevidsthed om det der rækker udover individet. Jfr nøgledigtet om den nu afdøde farmor : “…og farmor/ er den,/ som nu/ rasler / i krogene, / når jeg / har brug for / et ordentligt / spejl.”

Diget ved kirkegården over for parcelhusene!
Identitet og kontinuitet. Opbrud og udvikling.
Og så denne gavmildhed: Det store sikkert tegnede persongalleri, rækken af lokaliteter og begivenheder, der står i kø for at blive omtalt. Fotografiernes ekstra bonus.

Alt sammen med til at lægge en meget læseværdig mosaik af livet i landsbyen Voel for ikke så længe siden. Som i uddraget af dette smukke digt, der fint repræsenterer kernen i bogens projekt:

“Dejlig er jorden, / og dejlig er ploven, / der kløver den…. Dejlig er knallertens / vræl gennem gaderne .. Dejlig er haven / og blæsten i bøgen. / Dejlig er hindbærrets /bristen i munden …Dejlig er gyngernes /slyng op mod solen. Dejlig er rustvognens /tøffen mod kirken . Dejlig er røgen /fra graverens pibe,/ mens stierne rives/ igen og igen.”
[Salme]

Snyd ikke dig selv for Steffen Baunbæks medrivende livtag med fortiden.