Hjernen streamer kun

Vi skulle lige lytte os ind på hinanden, mig og Tusmørkets Censur, før jeg for alvor blev glad for det album Claus Høxbroe og Oscar Gilbert her præsenterer. Men da vi fik gjort det, var det også perfekt at stå og lytte til mens den første sne kom væltende.

For ordene og musikken kommer væltende ud af højtalerne med fortællinger om personlige nedture, mistanker om mord og fortrydelser. Det er opløftende hvor godt det her faktisk fungerer på trods af at teksterne, specielt på de første numre, kan virke som én lang nedtur.
Jeg bliver også mindet om det Dan Túrell vi blev sat til at høre i folkeskolen, selvom stemningen her er noget anderledes. Høxbroe har en meget roligere diktion og teksternes indhold er på mange måder en helt anden så man kan på ingen måde sætte lighedstegn mellem ham og Túrell.

I denne streamingens tidsalder er det ikke ofte jeg sætter en CD på anlægget længere. I stedet går jeg rundt med smartphonen i snor til ørerne. Så når det nu skal være (og det skal det jo) er det lækkert at CD’en kommer med en booklet på 28 sider hvor de fleste af digtene også kan læses. Enkelte af kompositionerne er rene improvisationer og derfor selvfølgeligt uden tekst. Det er dog ikke for booklettens skyld man skal købe pladen, for de fleste af digtene er altså udkommet på tryk før.

Det sagt skal man ikke tro, at musikken bare er baggrundsstøj. Ordene og musikken får lige meget plads. Musikken understøtter fortællingerne godt og Høxbroe læner også hans oplæsning og improvisation op ad musikken uden at stjæle al opmærksomheden. Der opnåes altså en ret god forening mellem musik og ord. I nummeret “Hjernen Streamer Kun” er musikken, som eksempel, ret dissonant mens Høxbroe læser:

“Klokken er brandert
hjernen streamer kun
du siger vi har mødt hinanden før
jeg klamrer mig til dine funklende øjne
din måde at se mig på”

Det er helt klart lykkedes for Høxbroe og Gilbert at ramme den nerve de også i pressemeddelelsen fortæller at de jager.
For at ramme den nerve har de også improviseret 4 af de 12 numre, mens Gilbert har udvalgt de resterende 8 fra resten af Høxbroes forfatterskab.

Numrene fungerer bedst når Claus Høxbroe har gang i en fremadskridende fortælling der kan udvikle sig sammen med musikken. Der fungerer det til gengæld også supergodt. Ikke at de andre numre er ringe, albummet er helstøbt og selv de mindst gode numre har meget at byde på.
Dette er et album der vil høres og kræver at blive hørt. Det er ikke noget man lige lytter sig hurtigt igennem mens man jagter gennem byen på cyklen, men noget man sætter sig ned, slukker for apparaterne og lytter til, føler sig igennem.