Ingen absolut lykke

Den absolutte lykke (herefter AL) er en roman af Jakob Clausen (herefter JC). JC er en ung skribent, født i 1994, og AL er hans debut. Selv siger han om bogen,  at alle vil kunne drage paralleller til deres eget liv når de læser den.  Noget af en påstand.

Vanen tro læste jeg bogen to gange. Der er en del mindre godt at sige om AL, og der er et par lovende takter. Flere steder snubler bogen over sig selv, bliver for bombastisk og lommefilosofisk, men samtidig afsløres der et vist greb om skrivekunsten. Med det sagt, så lad os komme i gang.

Forlaget skriver:

Den skæbnesvangre og mentalt forstyrrede Benjamin lider af en sjælden sygdom, der skubber hans tilværelse ud på de skrå brædder. Han er tvunget til at trives i sit eget selskab. Et ensomt liv uden andre suffløser end sine egne tanker. 

I en tidlig alder forlader hans mor familien, og få år efter dør hans far. Stoffer og alkohol giver grobund for hans eskapisme, da han indser, at det lykkelige liv er et uopnåeligt Utopia. 
Benjamins eksistens er kedelig og cirkulær. Indtil den dag han møder Freja, sit livs kærlighed. Sammen med hende finder han for første gang en mening med livet. Men netop som det lykkelige liv begynder at forme sig, kommer han i strid med skæbnen, og han begynder at forstå, hvilken grufuld sygdom han lider af. 

“Den Absolutte Lykke” handler om kærlighed, personlig krise, at finde lykken og at leve livet. Den handler om en ulykkelig dreng og hans tanker om livets uretfærdigheder.

AL bliver fortalt i første person, altså af en jeg-fortæller, Benjamin.  Størstedelen af bogen er et langt flashback, undtagen første og de sidste par kapitler, der fungerer som en ramme omkring fortællingen.  Det altoverskyggende plot i bogen er Benjamins søgen efter, og ultimative forståelse af, lykken.  Men i plottet opstår de første problemer.

AL indledes med en prolog om lykken, der er ganske udmærket, hvis ikke det var fordi den modsiger resten af bogens handling om lykken. I en tidlig alder diagnosticeres Benjamin med en sygdom, der på en eller anden måde er forbundet til hans lykkefølelse, og resten af bogen handler om hans noget ambivalente forhold til lykken. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på det, da jeg ellers vil afsløre handlingen.  I dette område mangler JC en del i fortællerafdelingen, da Benjamin siger om sygdommen: De havde konstateret, at jeg havde en meget sjælden sygdom. Navnet på den kan jeg ikke huske. Det er så langt og indviklet, at jeg ikke har gidet lære det. Det er ret sært, da JC ellers præsenterer Benjamin som videbegærlig, og selvfølgelig kender man navnet på sin sygdom. Det er sløset. Lykken er bogens fokus, og det er et emne hovedpersonen hele tiden vender tilbage til. Af og til kommer det dog til at virke lidt komisk, når den meget unge fortæller udbreder sig i absolutter omkring lykkens væsen. På den anden side virker netop den del meget ægte, da skråsikkerhed først bliver udjævnet med alderen.

Bogens handling virker meget kaotisk og rodet, da JC konstant laver flashbacks i flashbacket. Det er der ikke noget galt med, hvis blot JC gav os hele historien, når vi flashbackede. F.eks. når vi at komme tilbage til Benjamins folkeskoletid af mindst fire omgange, og det uden at mere end en episode er rigtig vigtig. Her skulle der være strammet voldsomt op. AL bærer også præg af at JC ikke helt ved nok om de ting han skriver om. Hans beskrivelser af især stoffer, stoffers virkning og slang er meget langt fra virkeligheden. Ligeledes er hans beskrivelser af sex meget fade og firkantede, helt uden vildskab eller varme. Sidstnævnte kan dog blot skyldes at sexscener er notorisk vanskelige at skrive. Genremæssigt vil JC gerne fortælle en dannelsesroman, iblandet nogle filosofiske betragtninger over verden. Derfor virker det også besynderligt, når de sidste 20 sider pludselig bliver til en B-actionfilm. De to dele fungerer ikke sammen, og efterlader denne læser med en panderynke, og ultimativt med det store spørgsmål: Hvad er det egentlig JC vil sige med AL? Dog er der i hjertet af denne fortælling nogle udmærkede takter.  Bedst er JC, når han i handlingen fortæller anekdoter. F.eks. er der en historie om et badekar og sæd, der er ret underholdende.

Der er ingen tvivl om at JC har et stort ordforråd og meget gerne vil vise læseren at han kan bruge det.  Det meste af tiden går det udmærket, selv om sproget ofte er så gammeldags at det halve kunne være nok. Det er i hvert fald svært som læser at acceptere, at Benjamins indre monolog det meste af tiden lyder som en mand i sluthalvfjerdserne. Hvad værre er er at når sproget bliver tungt og vidtløftigt, suger det meget af livet ud af teksten.  Den bliver træg og sumpet og mister sin styrke. Når man vælger en højbåren tone, klæder det heller ikke teksten med betydningsfejl eller stavefejl. Der optræder flere endelsesfejl, især i bogens anden halvdel, antabus staves antibus, pærevælling pærevending og en person dør på en uærbødig måde. Den slags må ganske enkelt ikke optræde i en færdig bog. En gang imellem styrer JC de mange ord, og det klæder teksten med en enklere og mere handlingsorienteret stil.

Der er dog større problemer med teksten. JC har en udtalt tendens til at overforklare alt, og det i et meget staccato sprog. Teksten består hovedsageligt at hovedsætninger, der fyldes på med unødvendige sanseindtryk og mange af sætningerne er ganske enkelt for lange, som i denne: Jeg kunne stadig smage bræk i min mund og denne: Jeg kunne mærke jeg blev stimuleret.  I længden bliver det trættende at læse.

Puha – sikke en svada. Og ikke særlig positiv. Men nu kommer så det, der, om ikke vender tingene på hovedet, så i hvert fald på siden. Over halvdelen af de ting, jeg har nævnt som problemer i min anmeldelse, er ikke JC’s skyld.  Det er en manglende redaktørs og korrekturlæsers skyld. Det er de færreste skribenter, der starter ud med at kunne det hele, og mens man lærer, er det en god idé at have fagfolk at støtte sig til. Det er måske det vigtigste man overhovedet kan lære.

Jeg har anmeldt mange bøger på Metrord i løbet af de sidste otte år, men jeg er aldrig stødt på et værk der i samme grad som Den absolutte lykke har enormt brug for en redaktør. Jakob Clausen har en udmærket historie begravet i sin tekst, men det er meget tydeligt at bogen ikke har været i en kyndig redaktørs hænder.  Var det sket, ville størstedelen af de ting jeg har nævnt som bekymrende ikke være der.  Jeg synes det er skideærgerligt, for nu at bruge et godt dansk, at Jakob Clausens første udgivelse skal lide under et sådan fravær.

Jeg tror på at Jakob Clausen kommer til at skrive flere bøger, og når han står med sit næste manus, håber jeg virkelig at han finder sig en god redaktør og en god korrekturlæser. Det kan gøre en meget stor forskel i sidste ende. Hvis jeg tager fejl, og der har været redaktør/korrekturlæser på, bør de begge to skamme sig voldsomt og give Jakob pengene tilbage.

Den absolutte lykke er ikke spild af tid, men den har mange problemer, på alle fronter. Derfor kan jeg ikke give den en anbefaling, men jeg kan pege på den og sige: Det kunne have været så meget bedre.