Et sort hul

Uplink (herefter U) er en science fiction-kortroman af Claus Holm (herefter CH). Romanen skrev han da han var 19 år, men den blev først udgivet sidste år, da han var fyldt 38.  Den vandt en delt andenplads i forlagets kortromankonkurrence. Kort sagt er bogens historie en kærlighedsfortælling sat i den nære fremtid.

Som jeg plejer, læste jeg bogen to gange, og især anden gang var svær at komme igennem. Jeg har meget lidt positivt at sige om U. Den er et miskmask af klichéer, løse handlingstråde, ubesvarede spørgsmål og forudsigelige forløb. Med det sagt, lad os så komme i gang.

Forlaget siger:

I en ikke så fjern fremtid, hvor mobiltelefoner og internet er væk, erstattet af Nettet, som mennesker interfacer direkte med, og skellet mellem rig og fattig er blevet så stort, at man bygger mure mellem bydelene, møder den unge, småkriminelle Patrick en pige på en bar i den fattige del af byen. Dana passer ikke ind, og han finder snart ud af hvorfor: Hun er datter af byens sikkerhedschef, og hun kommer fra den rige side af muren. Men Patrick er fascineret af hende, og tiltrækningen er gensidig. Snart hvirvles de begge ind i et spil, hvor både følelser og liv kommer i fare. Uplink er en handlingsmættet, dystopisk og stærkt visuel kærlighedshistorie. Med sin bevidste leg med Hollywoods klicheer, tegner den et billede af en verden, der er skræmmende genkendelig i al sin fremmedhed.

Historien kører i to handlingsforløb. Et, hvor hovedpersonen Patrick sidder og venter på et hospital, og et hvor vi følger de hændelser, der leder op til sekvenserne på hospitalet. Det fungerer udmærket, selv om det ingen overraskende effekt har, blandt andet fordi begge forløb er skrevet i datid. Af og til bliver det også forvirrende, når CH springer fra det ene til det andet midt i et kapitel.

En af de vigtigste ting når man skal have sin læser med er det, der på engelsk kaldes suspension of disbelief. Historien skal fortælles så godt, at læseren glemmer det er en historie. Det gøres blandt andet ved detaljerigdom, at forskellige elementer hænger logisk sammen og at man forstår hovedpersonerne så godt, så man føler med dem og er bange på deres vegne. Når det kommer til suspension of disbelief og U, er der ikke meget at komme efter. Den falder igennem på snart sagt alle punkter.

Lad mig give et par eksempler. Hele samfundet er gennemsyret af stoffer, og Patricks far er voldjunkie. Patrick selv tager stofferne sådan rekreationelt. Det er fint. Og det er det så bare ikke. Undervejs i historien får vi et væld af stofnavne (PATHWAYS, FREEFLOAT, ultramorfin, KING-OF-THE-WORLD), men det er kun en brøkdel af de stoffers virkning man som læser bliver oplyst om. Hvad der er endnu værre, er dog at selv når et stof bliver brugt, ændrer brugeren ikke karakter eller personlighed eller kan noget, personen ikke kunne før. Stofferne bliver todimensional staffage. Patricks far, der i en af bogens første scener, er villig til at lade viceværten misbruge Patricks lillesøster og lillebror seksuelt, og altså derigennem må regnes som ekstremt langt ude … har åbenbart et job, sikrer at der er friske bleer i skabet til den yngste og har ikke solgt den motorcykel Patrick pludselig har når han skal bruge den. At faren er junkie er altså ikke gennemtænkt i forhold til resten af historien, og det er simpelthen ikke i orden, når stofferne er en konstant faktor i det samfund man som forfatter har skabt. Eller, sagt på en anden måde: De stoffer, der er pæn del af handlingen, har ingen betydning for handlingen.

Et andet eksempel er samfundet. Det er delt op i to, men om det er vores samfund, der har ændret sig, eller om det foregår i en anden dimension, får man som læser ikke at vide. Dog må man gå ud fra det, da der snakkes om “det tyvende århundrede” og den samme tidsmåling bruges. Vi får bare intet som helst at vide om, hvordan samfundet er gået fra det ene til det andet. Remnanter af det gamle samfund består, som f.eks. en art tivolipark, men vi får ikke at vide hvorfor. Hvad der er nok er vigtigst, bliver det slet ikke forklaret HVORFOR der er en syd- og en nordside. Noget, der er ekstremt vigtigt for hele handlingen. Når man læser videre, bliver der af og til smidt en lille tråd om samfundet, men når man forsøger at væve dem sammen, giver de ingen mening. Det er et farligt samfund, hvor alle hytter deres eget skind … men børn under femten har gratis sygeforsikring. Det er et samfund, hvor alle er på Nettet … men der er altid mange mennesker ude, og de bruger kontanter.  Alle er villige til at stikke hinanden, men alligevel spiser Patrick gratis på ‘Calypso’ på sin fødselsdag.  Hele kulissen hvori historien skal udspille sig, danner et ekstremt ujævnt billede og denne læser sidder tilbage med en følelse af at forfatteren ikke har styr på sin egen verden.

Hvilket bringer mig til plottet. Det er en kærlighedshistorie, hvor Patrick forelsker sig i pigen Dana, der kommer fra den rige Syd-side. De har en enkelt dag sammen, han bliver stormende forelsket, hun skal giftes med en anden, det nægter han at finde sig i, han styrter mod Syd-siden og det hele ender lidt tragisk. CH har udtalt, at U er en blanding af Martin & Victoria og William Gibsons univers. Hertil kan jeg kun sige: Nej, det er det ikke. Det er ikke engang i nærheden af det. I Martin og Victoria handler det om den første kærlighed mellem en fyr, der færdes i det lidt rebelske miljø, og en pige fra overklassen. De mødes, forelsker sig, men må også sande at kærlighed kan være selvisk og spænde ben for den man elsker. I Gibsons cyberpunk-universer er den digitale verden, cyberspace, en definerende faktor i samfundet. Den computergenerede verden både lovprises og er angstprovokerende. Den er hverken god eller ond. I U er der også en forelskelse (mellem Patrick og Dana), men der er ingen erkendelse i den. Der er et samfund, hvor Nettet har en prominent plads, men på præcis samme måde som stofferne har Nettet absolut ingen væsentlig betydning for handlingen. Man tror ikke på det.

Kortromanens navn, Uplink, synes jeg er meget sært. Man stifter først bekendtskab med hvad uplink egentlig er over halvvejs igennem bogen, og selv der anvendes den viden ikke til noget som helst før slutningen. Et magert grundlag at navngive en bog på. Det gør det ikke bedre, at ordet uplink faktisk eksisterer og betyder noget helt andet end det gør i teksten.  Det ville være det samme som at bruge ordet ‘kop’ om noget, der ikke er en kop.

En af de helt store sekvenser/scener i U, er hvor Patrick ikke vil finde sig i at en anden mand skal giftes med Dana. Derfor sætter han mod muren, der deler byen i to. Indtil dette punkt har vi fået at vide, at det er forbudt at være på en side, hvor man ikke tilhører. Byen er effektivt to afskårede dele. Derfor sad jeg også bare med stor undren plastret i ansigtet, da Patrick når til muren … der så har et stort hul midt i (hvordan det er opstået, får vi ikke at vide). Patrick lister sig igennem hullet (for vagterne står med ryggen til mange meter væk) og så er den klaret. En scene, hvor CH virkelig kunne have gjort noget ud af det, fiser ud i en meget tam fornemmelse. Det er simpelthen for let.

I forlagets beskrivelse står der at U ‘bevidst leger med Hollywoods klicheer’. Der er forskel på at lege med klichéer og mere eller mindre gentage dem. På et tidspunkt kører Patrick i taxa, og robottaxachaufføren er løftet direkte fra filmen Total Recall (1990). Et andet sted beskrives kort en cybersexscene, der er næsten identisk med en fra filmen Demolition Man (1993).  Dana, der første gang man møder hende, er stærk og kan slå fra sig, forvandles til en sart kvinde, der skal have sin mand til at slås for sig. Ingen steder kan jeg se en legen med klichéer. Jeg kan kun se en gentagelse af dem.

Det er symptomatisk for U, at tingene ikke hænger sammen. Efter deres første møde giver Patrick Dana en halskæde – den dukker aldrig op igen.  Søsteren er blevet voldtaget – men det påvirker hende ikke rigtigt senere hen. I en anden gruppe er de ting, der ikke er væsentlige for handlingen. F.eks. har Patrick fået skåret halsen over for mange år siden, og har et stemmeimplantat – og det har ingen relevans for handlingen. Ligeledes er hans storesøster blevet dræbt, og det har heller ingen relevans for handlingen. Jeg kunne blive ved, men jeg har egentlig ikke lyst. Det er aldrig sjovt at rakke en forfatters værk ned.

Selve sproget i U er udmærket. Det får handlingen til at skride frem, men det er hverken nytænkende, overraskende eller eksklusivt. Billedsprog er der ikke meget af, men det der er, går an. Bogen sluttes af med erindringen/anekdoten Godt skudt!, der er væsentlig bedre end selve kortromanen. Desværre virker den som et sært appendiks, noget, der er blevet hæftet på som ved en eftertanke. Det er faktisk synd.

Jeg ville ønske at jeg havde mere positivt at sige, men nej. Uplink er ikke en god bog, hverken for børn eller voksne. Den er fyldt med plothuller og klichéer, og virker ekstremt uigennemtænkt. Mange forfattere har tidlige arbejder liggende, og langt størstedelen af dem lader dem ligge. Det er der en grund til. Man forbedrer sig som forfatter, og det kan jeg også kun tro at Claus Holm har gjort i de sidste tyve år.