Hjernen streamer kun

Vi skulle lige lytte os ind på hinanden, mig og Tusmørkets Censur, før jeg for alvor blev glad for det album Claus Høxbroe og Oscar Gilbert her præsenterer. Men da vi fik gjort det, var det også perfekt at stå og lytte til mens den første sne kom væltende.

For ordene og musikken kommer væltende ud af højtalerne med fortællinger om personlige nedture, mistanker om mord og fortrydelser. Det er opløftende hvor godt det her faktisk fungerer på trods af at teksterne, specielt på de første numre, kan virke som én lang nedtur.
Jeg bliver også mindet om det Dan Túrell vi blev sat til at høre i folkeskolen, selvom stemningen her er noget anderledes. Høxbroe har en meget roligere diktion og teksternes indhold er på mange måder en helt anden så man kan på ingen måde sætte lighedstegn mellem ham og Túrell.

I denne streamingens tidsalder er det ikke ofte jeg sætter en CD på anlægget længere. I stedet går jeg rundt med smartphonen i snor til ørerne. Så når det nu skal være (og det skal det jo) er det lækkert at CD’en kommer med en booklet på 28 sider hvor de fleste af digtene også kan læses. Enkelte af kompositionerne er rene improvisationer og derfor selvfølgeligt uden tekst. Det er dog ikke for booklettens skyld man skal købe pladen, for de fleste af digtene er altså udkommet på tryk før.

Det sagt skal man ikke tro, at musikken bare er baggrundsstøj. Ordene og musikken får lige meget plads. Musikken understøtter fortællingerne godt og Høxbroe læner også hans oplæsning og improvisation op ad musikken uden at stjæle al opmærksomheden. Der opnåes altså en ret god forening mellem musik og ord. I nummeret “Hjernen Streamer Kun” er musikken, som eksempel, ret dissonant mens Høxbroe læser:

“Klokken er brandert
hjernen streamer kun
du siger vi har mødt hinanden før
jeg klamrer mig til dine funklende øjne
din måde at se mig på”

Det er helt klart lykkedes for Høxbroe og Gilbert at ramme den nerve de også i pressemeddelelsen fortæller at de jager.
For at ramme den nerve har de også improviseret 4 af de 12 numre, mens Gilbert har udvalgt de resterende 8 fra resten af Høxbroes forfatterskab.

Numrene fungerer bedst når Claus Høxbroe har gang i en fremadskridende fortælling der kan udvikle sig sammen med musikken. Der fungerer det til gengæld også supergodt. Ikke at de andre numre er ringe, albummet er helstøbt og selv de mindst gode numre har meget at byde på.
Dette er et album der vil høres og kræver at blive hørt. Det er ikke noget man lige lytter sig hurtigt igennem mens man jagter gennem byen på cyklen, men noget man sætter sig ned, slukker for apparaterne og lytter til, føler sig igennem.

En bittersød langsomhurtig sag

Smagen af honning (herefter SH) er, efter hvad jeg kan finde ud af, forfatteren JG Gyllings (Herefter JG) debutroman.  Der er tale om en realistisk roman, der tager udgangspunkt i et sygdomsforløb, og læseren får lov til at følge det på nært hold.

Jeg læste, vanen tro, bogen to gange, og synes uden forbehold at JG har gode færdigheder inden for det danske sprog. Der er styr på tingene på den front. Handlingsmæssigt er der elementer, der med held kunne være udeladt, og andre, der skulle have været styrket. Med det sagt, så lad anmeldelsen begynde.

Uddrag fra bagsiden

Smagen af Honning sætter fokus på livets kausalitet og menneskelig skrøbelighed, når vi følger en udadtil gennemsnitlig og tidstypisk dansk familie.
 Da familien rammes af sygdom, slår hverdagslivets facade sprækker.

I SH møder vi en ganske normal familie, der består af Joan og Bjørn. De har døtrene Rosa og Liv, som lige er flyttet hjemmefra. På overfladen ser det ud som om det er en  velfungerende familie, men under det tynde lag fernis er der mange ting galt. Liv eksperimenterer med det at være voksen, Rosa gennemgår et voldsomt teenageoprør, Bjørn har forelsket sig i at cykle, cykle, cykle og midt i det hele står Joan, der gennem nogle måneder har blødt fra underlivet. Det bliver værre og værre, og smerterne tager til. Efterhånden som bogen skrider frem, bliver læseren meget klar over at det står rigtig skidt til med Joan. Hvor skidt vil jeg ikke spolere her.

JG har et godt greb om sproget, og fører sikkert læseren gennem handlingen. Sproget er meget metodisk og detaljeorienteret, hvilket fungerer rigtig godt i denne type fortælling, hvor det kun er en styrke, hvis læseren både kan identificere sig med hovedpersonen og dennes omgivelser. Størstedelen af handlingen er centreret omkring Joan. Man følger hende i to spor. Et nutidigt, hvor hun kæmper mod sin sygdom, og et fortidigt, hvor en masse omkring hendes opvækst, forældre og søskende afslører sig. Det fungerer rigtig fint med de to spor, der supplerer hinanden, og ofte kan man forstå Joans reaktionsmønstre i nutiden ud fra de episoder, der er blevet beskrevet i fortiden. Ofte ændrer sproget sig lidt i lyrisk retning, når vi får lov til at se tilbage, hvilket fungerer rigtig fint. Blandt andet finder man ud af, at hendes far var alkoholisk og der anes også tråde til noget incestuøst. Her synes jeg det er ærgerligt, at JG ikke blander endnu mere af fortiden ind i fortællingen. Det er fint at hentyde, men det er også på sin plads af og til at servere tingene råt for usødet.

Hvor hovedpersonen Joan er rigtig godt beskrevet, blandt andet gennem forskellige hændelser, halter det mere med resten af persongalleriet. For det første er det MEGET stort, når man tænker på hvor kort bogen er, og for det andet bliver de ikke på noget tidspunkt så vedkommende som hovedpersonen. Joans nærmeste familie, Bjørn og døtrene, er udmærket beskrevet, men denne læser kommer ikke rigtig til at føle meget for dem. Dertil får de for lidt scenetid, og af og til kan de sekvenser, hvor det handler om andre end Joan, føles lidt som fyldstof. Det bringer mig til min største anke ved SH.

Historien om Joan, både den nutidige og den fortidige Joan, er rigtig fin og rørende. Den er vedkommende, sørgelig og først og fremmest til at tage og føle på. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at der er så meget andet i bogen end netop hendes historie. Joan er en forsagt kvinde, men jeg finder det ikke rimeligt, at hun af og til ikke engang kan få lov til at være hovedpersonen i hendes egen fortælling. I stedet for skal der berettes om hendes venindes seksuelle vækkelse, Livs kærlighedsproblemer og Rosas teenagevrede. Der kommer til at løbe sekundære historier, og mange af dem. En om Bjørns cykling (og måske utroskab), en om Liv der prøver at være voksen og en om Rosa, hendes rygning og hendes oprør. Der er så mange, og de har det desværre med lidt at tage følelsen ud af den meget gode historie om Joan.

Dermed ikke sagt at det er tidsspilde at læse. Der er gode tanker, blandt andet i venindens historie, og Bjørns cykelfanatisme, og netop historierne om de andre voksne mennesker er udmærkede. De to unges fortællinger virke mindre godt; hvor de voksnes fortællinger er realistiske, virker de unges mere som en persons forestilling om hvordan unge mennesker er. Resultatet bliver, at alle deres problemer i sidste ende føles uvedkommende. Dette er ret ærgerligt, når man tager i betragtning hvorledes JG vælger at afslutte romanen.

Min sidste bemærkning går på romanens længde. Jeg kan rigtigt godt lide travehastigheden, der er lagt. JG bruger tid på at fortælle handlingen, lade den glide ganske organisk. Som læser gør det, at man selv sætter farten lidt ned og lader sig føre med. Dette ophører brat i de sidste tyve sider, der virker ekstremt hurtige. Alting afvikles i et vanvittigt tempo, og efterlader denne læser lidt undrende. Det ville have klædt romanen at føre sig selv lige så roligt og sikkert i mål, som den har gjort resten af vejen. Jeg tror ikke det havde været nødvendigt med mere end 20 sider til.

Jeg synes SH er en udmærket bog, der lige mangler det sidste for at være god. Mine ankepunkter kan læses ovenfor. Samtidig vil jeg sige, at den ikke er spild af tid at læse, da den giver et bevægende billede af en kvinde, der ikke helt ved hvad hun skal, eller om hun overhovedet skal noget længere. Målgruppen er de voksne, måske endog modne læsere. Yngre læsere vil næppe kunne spejle sig i fortællingen.

Et sort hul

Uplink (herefter U) er en science fiction-kortroman af Claus Holm (herefter CH). Romanen skrev han da han var 19 år, men den blev først udgivet sidste år, da han var fyldt 38.  Den vandt en delt andenplads i forlagets kortromankonkurrence. Kort sagt er bogens historie en kærlighedsfortælling sat i den nære fremtid.

Som jeg plejer, læste jeg bogen to gange, og især anden gang var svær at komme igennem. Jeg har meget lidt positivt at sige om U. Den er et miskmask af klichéer, løse handlingstråde, ubesvarede spørgsmål og forudsigelige forløb. Med det sagt, lad os så komme i gang.

Forlaget siger:

I en ikke så fjern fremtid, hvor mobiltelefoner og internet er væk, erstattet af Nettet, som mennesker interfacer direkte med, og skellet mellem rig og fattig er blevet så stort, at man bygger mure mellem bydelene, møder den unge, småkriminelle Patrick en pige på en bar i den fattige del af byen. Dana passer ikke ind, og han finder snart ud af hvorfor: Hun er datter af byens sikkerhedschef, og hun kommer fra den rige side af muren. Men Patrick er fascineret af hende, og tiltrækningen er gensidig. Snart hvirvles de begge ind i et spil, hvor både følelser og liv kommer i fare. Uplink er en handlingsmættet, dystopisk og stærkt visuel kærlighedshistorie. Med sin bevidste leg med Hollywoods klicheer, tegner den et billede af en verden, der er skræmmende genkendelig i al sin fremmedhed.

Historien kører i to handlingsforløb. Et, hvor hovedpersonen Patrick sidder og venter på et hospital, og et hvor vi følger de hændelser, der leder op til sekvenserne på hospitalet. Det fungerer udmærket, selv om det ingen overraskende effekt har, blandt andet fordi begge forløb er skrevet i datid. Af og til bliver det også forvirrende, når CH springer fra det ene til det andet midt i et kapitel.

En af de vigtigste ting når man skal have sin læser med er det, der på engelsk kaldes suspension of disbelief. Historien skal fortælles så godt, at læseren glemmer det er en historie. Det gøres blandt andet ved detaljerigdom, at forskellige elementer hænger logisk sammen og at man forstår hovedpersonerne så godt, så man føler med dem og er bange på deres vegne. Når det kommer til suspension of disbelief og U, er der ikke meget at komme efter. Den falder igennem på snart sagt alle punkter.

Lad mig give et par eksempler. Hele samfundet er gennemsyret af stoffer, og Patricks far er voldjunkie. Patrick selv tager stofferne sådan rekreationelt. Det er fint. Og det er det så bare ikke. Undervejs i historien får vi et væld af stofnavne (PATHWAYS, FREEFLOAT, ultramorfin, KING-OF-THE-WORLD), men det er kun en brøkdel af de stoffers virkning man som læser bliver oplyst om. Hvad der er endnu værre, er dog at selv når et stof bliver brugt, ændrer brugeren ikke karakter eller personlighed eller kan noget, personen ikke kunne før. Stofferne bliver todimensional staffage. Patricks far, der i en af bogens første scener, er villig til at lade viceværten misbruge Patricks lillesøster og lillebror seksuelt, og altså derigennem må regnes som ekstremt langt ude … har åbenbart et job, sikrer at der er friske bleer i skabet til den yngste og har ikke solgt den motorcykel Patrick pludselig har når han skal bruge den. At faren er junkie er altså ikke gennemtænkt i forhold til resten af historien, og det er simpelthen ikke i orden, når stofferne er en konstant faktor i det samfund man som forfatter har skabt. Eller, sagt på en anden måde: De stoffer, der er pæn del af handlingen, har ingen betydning for handlingen.

Et andet eksempel er samfundet. Det er delt op i to, men om det er vores samfund, der har ændret sig, eller om det foregår i en anden dimension, får man som læser ikke at vide. Dog må man gå ud fra det, da der snakkes om “det tyvende århundrede” og den samme tidsmåling bruges. Vi får bare intet som helst at vide om, hvordan samfundet er gået fra det ene til det andet. Remnanter af det gamle samfund består, som f.eks. en art tivolipark, men vi får ikke at vide hvorfor. Hvad der er nok er vigtigst, bliver det slet ikke forklaret HVORFOR der er en syd- og en nordside. Noget, der er ekstremt vigtigt for hele handlingen. Når man læser videre, bliver der af og til smidt en lille tråd om samfundet, men når man forsøger at væve dem sammen, giver de ingen mening. Det er et farligt samfund, hvor alle hytter deres eget skind … men børn under femten har gratis sygeforsikring. Det er et samfund, hvor alle er på Nettet … men der er altid mange mennesker ude, og de bruger kontanter.  Alle er villige til at stikke hinanden, men alligevel spiser Patrick gratis på ‘Calypso’ på sin fødselsdag.  Hele kulissen hvori historien skal udspille sig, danner et ekstremt ujævnt billede og denne læser sidder tilbage med en følelse af at forfatteren ikke har styr på sin egen verden.

Hvilket bringer mig til plottet. Det er en kærlighedshistorie, hvor Patrick forelsker sig i pigen Dana, der kommer fra den rige Syd-side. De har en enkelt dag sammen, han bliver stormende forelsket, hun skal giftes med en anden, det nægter han at finde sig i, han styrter mod Syd-siden og det hele ender lidt tragisk. CH har udtalt, at U er en blanding af Martin & Victoria og William Gibsons univers. Hertil kan jeg kun sige: Nej, det er det ikke. Det er ikke engang i nærheden af det. I Martin og Victoria handler det om den første kærlighed mellem en fyr, der færdes i det lidt rebelske miljø, og en pige fra overklassen. De mødes, forelsker sig, men må også sande at kærlighed kan være selvisk og spænde ben for den man elsker. I Gibsons cyberpunk-universer er den digitale verden, cyberspace, en definerende faktor i samfundet. Den computergenerede verden både lovprises og er angstprovokerende. Den er hverken god eller ond. I U er der også en forelskelse (mellem Patrick og Dana), men der er ingen erkendelse i den. Der er et samfund, hvor Nettet har en prominent plads, men på præcis samme måde som stofferne har Nettet absolut ingen væsentlig betydning for handlingen. Man tror ikke på det.

Kortromanens navn, Uplink, synes jeg er meget sært. Man stifter først bekendtskab med hvad uplink egentlig er over halvvejs igennem bogen, og selv der anvendes den viden ikke til noget som helst før slutningen. Et magert grundlag at navngive en bog på. Det gør det ikke bedre, at ordet uplink faktisk eksisterer og betyder noget helt andet end det gør i teksten.  Det ville være det samme som at bruge ordet ‘kop’ om noget, der ikke er en kop.

En af de helt store sekvenser/scener i U, er hvor Patrick ikke vil finde sig i at en anden mand skal giftes med Dana. Derfor sætter han mod muren, der deler byen i to. Indtil dette punkt har vi fået at vide, at det er forbudt at være på en side, hvor man ikke tilhører. Byen er effektivt to afskårede dele. Derfor sad jeg også bare med stor undren plastret i ansigtet, da Patrick når til muren … der så har et stort hul midt i (hvordan det er opstået, får vi ikke at vide). Patrick lister sig igennem hullet (for vagterne står med ryggen til mange meter væk) og så er den klaret. En scene, hvor CH virkelig kunne have gjort noget ud af det, fiser ud i en meget tam fornemmelse. Det er simpelthen for let.

I forlagets beskrivelse står der at U ‘bevidst leger med Hollywoods klicheer’. Der er forskel på at lege med klichéer og mere eller mindre gentage dem. På et tidspunkt kører Patrick i taxa, og robottaxachaufføren er løftet direkte fra filmen Total Recall (1990). Et andet sted beskrives kort en cybersexscene, der er næsten identisk med en fra filmen Demolition Man (1993).  Dana, der første gang man møder hende, er stærk og kan slå fra sig, forvandles til en sart kvinde, der skal have sin mand til at slås for sig. Ingen steder kan jeg se en legen med klichéer. Jeg kan kun se en gentagelse af dem.

Det er symptomatisk for U, at tingene ikke hænger sammen. Efter deres første møde giver Patrick Dana en halskæde – den dukker aldrig op igen.  Søsteren er blevet voldtaget – men det påvirker hende ikke rigtigt senere hen. I en anden gruppe er de ting, der ikke er væsentlige for handlingen. F.eks. har Patrick fået skåret halsen over for mange år siden, og har et stemmeimplantat – og det har ingen relevans for handlingen. Ligeledes er hans storesøster blevet dræbt, og det har heller ingen relevans for handlingen. Jeg kunne blive ved, men jeg har egentlig ikke lyst. Det er aldrig sjovt at rakke en forfatters værk ned.

Selve sproget i U er udmærket. Det får handlingen til at skride frem, men det er hverken nytænkende, overraskende eller eksklusivt. Billedsprog er der ikke meget af, men det der er, går an. Bogen sluttes af med erindringen/anekdoten Godt skudt!, der er væsentlig bedre end selve kortromanen. Desværre virker den som et sært appendiks, noget, der er blevet hæftet på som ved en eftertanke. Det er faktisk synd.

Jeg ville ønske at jeg havde mere positivt at sige, men nej. Uplink er ikke en god bog, hverken for børn eller voksne. Den er fyldt med plothuller og klichéer, og virker ekstremt uigennemtænkt. Mange forfattere har tidlige arbejder liggende, og langt størstedelen af dem lader dem ligge. Det er der en grund til. Man forbedrer sig som forfatter, og det kan jeg også kun tro at Claus Holm har gjort i de sidste tyve år.

Ingen absolut lykke

Den absolutte lykke (herefter AL) er en roman af Jakob Clausen (herefter JC). JC er en ung skribent, født i 1994, og AL er hans debut. Selv siger han om bogen,  at alle vil kunne drage paralleller til deres eget liv når de læser den.  Noget af en påstand.

Vanen tro læste jeg bogen to gange. Der er en del mindre godt at sige om AL, og der er et par lovende takter. Flere steder snubler bogen over sig selv, bliver for bombastisk og lommefilosofisk, men samtidig afsløres der et vist greb om skrivekunsten. Med det sagt, så lad os komme i gang.

Forlaget skriver:

Den skæbnesvangre og mentalt forstyrrede Benjamin lider af en sjælden sygdom, der skubber hans tilværelse ud på de skrå brædder. Han er tvunget til at trives i sit eget selskab. Et ensomt liv uden andre suffløser end sine egne tanker. 

I en tidlig alder forlader hans mor familien, og få år efter dør hans far. Stoffer og alkohol giver grobund for hans eskapisme, da han indser, at det lykkelige liv er et uopnåeligt Utopia. 
Benjamins eksistens er kedelig og cirkulær. Indtil den dag han møder Freja, sit livs kærlighed. Sammen med hende finder han for første gang en mening med livet. Men netop som det lykkelige liv begynder at forme sig, kommer han i strid med skæbnen, og han begynder at forstå, hvilken grufuld sygdom han lider af. 

“Den Absolutte Lykke” handler om kærlighed, personlig krise, at finde lykken og at leve livet. Den handler om en ulykkelig dreng og hans tanker om livets uretfærdigheder.

AL bliver fortalt i første person, altså af en jeg-fortæller, Benjamin.  Størstedelen af bogen er et langt flashback, undtagen første og de sidste par kapitler, der fungerer som en ramme omkring fortællingen.  Det altoverskyggende plot i bogen er Benjamins søgen efter, og ultimative forståelse af, lykken.  Men i plottet opstår de første problemer.

AL indledes med en prolog om lykken, der er ganske udmærket, hvis ikke det var fordi den modsiger resten af bogens handling om lykken. I en tidlig alder diagnosticeres Benjamin med en sygdom, der på en eller anden måde er forbundet til hans lykkefølelse, og resten af bogen handler om hans noget ambivalente forhold til lykken. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på det, da jeg ellers vil afsløre handlingen.  I dette område mangler JC en del i fortællerafdelingen, da Benjamin siger om sygdommen: De havde konstateret, at jeg havde en meget sjælden sygdom. Navnet på den kan jeg ikke huske. Det er så langt og indviklet, at jeg ikke har gidet lære det. Det er ret sært, da JC ellers præsenterer Benjamin som videbegærlig, og selvfølgelig kender man navnet på sin sygdom. Det er sløset. Lykken er bogens fokus, og det er et emne hovedpersonen hele tiden vender tilbage til. Af og til kommer det dog til at virke lidt komisk, når den meget unge fortæller udbreder sig i absolutter omkring lykkens væsen. På den anden side virker netop den del meget ægte, da skråsikkerhed først bliver udjævnet med alderen.

Bogens handling virker meget kaotisk og rodet, da JC konstant laver flashbacks i flashbacket. Det er der ikke noget galt med, hvis blot JC gav os hele historien, når vi flashbackede. F.eks. når vi at komme tilbage til Benjamins folkeskoletid af mindst fire omgange, og det uden at mere end en episode er rigtig vigtig. Her skulle der være strammet voldsomt op. AL bærer også præg af at JC ikke helt ved nok om de ting han skriver om. Hans beskrivelser af især stoffer, stoffers virkning og slang er meget langt fra virkeligheden. Ligeledes er hans beskrivelser af sex meget fade og firkantede, helt uden vildskab eller varme. Sidstnævnte kan dog blot skyldes at sexscener er notorisk vanskelige at skrive. Genremæssigt vil JC gerne fortælle en dannelsesroman, iblandet nogle filosofiske betragtninger over verden. Derfor virker det også besynderligt, når de sidste 20 sider pludselig bliver til en B-actionfilm. De to dele fungerer ikke sammen, og efterlader denne læser med en panderynke, og ultimativt med det store spørgsmål: Hvad er det egentlig JC vil sige med AL? Dog er der i hjertet af denne fortælling nogle udmærkede takter.  Bedst er JC, når han i handlingen fortæller anekdoter. F.eks. er der en historie om et badekar og sæd, der er ret underholdende.

Der er ingen tvivl om at JC har et stort ordforråd og meget gerne vil vise læseren at han kan bruge det.  Det meste af tiden går det udmærket, selv om sproget ofte er så gammeldags at det halve kunne være nok. Det er i hvert fald svært som læser at acceptere, at Benjamins indre monolog det meste af tiden lyder som en mand i sluthalvfjerdserne. Hvad værre er er at når sproget bliver tungt og vidtløftigt, suger det meget af livet ud af teksten.  Den bliver træg og sumpet og mister sin styrke. Når man vælger en højbåren tone, klæder det heller ikke teksten med betydningsfejl eller stavefejl. Der optræder flere endelsesfejl, især i bogens anden halvdel, antabus staves antibus, pærevælling pærevending og en person dør på en uærbødig måde. Den slags må ganske enkelt ikke optræde i en færdig bog. En gang imellem styrer JC de mange ord, og det klæder teksten med en enklere og mere handlingsorienteret stil.

Der er dog større problemer med teksten. JC har en udtalt tendens til at overforklare alt, og det i et meget staccato sprog. Teksten består hovedsageligt at hovedsætninger, der fyldes på med unødvendige sanseindtryk og mange af sætningerne er ganske enkelt for lange, som i denne: Jeg kunne stadig smage bræk i min mund og denne: Jeg kunne mærke jeg blev stimuleret.  I længden bliver det trættende at læse.

Puha – sikke en svada. Og ikke særlig positiv. Men nu kommer så det, der, om ikke vender tingene på hovedet, så i hvert fald på siden. Over halvdelen af de ting, jeg har nævnt som problemer i min anmeldelse, er ikke JC’s skyld.  Det er en manglende redaktørs og korrekturlæsers skyld. Det er de færreste skribenter, der starter ud med at kunne det hele, og mens man lærer, er det en god idé at have fagfolk at støtte sig til. Det er måske det vigtigste man overhovedet kan lære.

Jeg har anmeldt mange bøger på Metrord i løbet af de sidste otte år, men jeg er aldrig stødt på et værk der i samme grad som Den absolutte lykke har enormt brug for en redaktør. Jakob Clausen har en udmærket historie begravet i sin tekst, men det er meget tydeligt at bogen ikke har været i en kyndig redaktørs hænder.  Var det sket, ville størstedelen af de ting jeg har nævnt som bekymrende ikke være der.  Jeg synes det er skideærgerligt, for nu at bruge et godt dansk, at Jakob Clausens første udgivelse skal lide under et sådan fravær.

Jeg tror på at Jakob Clausen kommer til at skrive flere bøger, og når han står med sit næste manus, håber jeg virkelig at han finder sig en god redaktør og en god korrekturlæser. Det kan gøre en meget stor forskel i sidste ende. Hvis jeg tager fejl, og der har været redaktør/korrekturlæser på, bør de begge to skamme sig voldsomt og give Jakob pengene tilbage.

Den absolutte lykke er ikke spild af tid, men den har mange problemer, på alle fronter. Derfor kan jeg ikke give den en anbefaling, men jeg kan pege på den og sige: Det kunne have været så meget bedre.

At finde sine egne koordinater

Pigen i den røde kjole – forsiden – smider om sig med ejendele og karaktertræk. Hvor andre erkendelsesprocesser i andre bøger ofte dynger personerne til med modenhed og visdom, går hun ud på gaden og taber sin mødom, sin pung, sin retfærdighedssans og sidste sok. Det går ikke stille for sig. ” … da du gir en mand en blodtud/ i din rus / fordi du vil synge karaoke/ og han er gadesanger “; og byvandringen orkestreres af sydende, superlevende bykulisser.

“bilerne danser
med farveladefarver og cykellygter
og du griner
imens du følger strømmen”

Indtil pigen i den røde kjole, nu uden nerver, stemme, BH eller andre “ejendele”, fra sit symbolske overblik fra toppen af Rundetårn ser ned på gaden, på resterne af det hun før var bange for.

Digtene starter midt inde i autentiske bymiljøer. Alle sanser bringes i spil og jegets tanker integreres fint i omgivelserne. Beskrivelserne af byens liv er ofte charmerende og overbevisende fri for turistbrochuresprog. F. eks. teksten Nyhavn. Første vante: Folk ” fugter alle sammen deres læber/ og løber ligeud/ iført deres flyverdragter og rejsekort”. Baggrunden er “[…]mågernes vingeslag/ og de sultne turisters kameraklik” – og hovedpersonen har mistet sin vante, men vil gerne blive hængende selvom fingrene er blå. Andre steder “Hyler Istedgade i stilheden” i “lugten fra endnu en lunken pølsevogn” og jeg´et møder sin “fortid / i reflektionen af junkiernes pis/ en sen aften.”

Der er ikke sorteret i indtrykkene. Måger, turister og junkier træder ind. Ejendele og karaktertræk går tabt. Punktnedslagene i byens rum understreger, at tabet af en adresse kan være ligeså væsentlig som tabet en sko eller det store overblik. De mistede ting har ikke nogen indbyrdes rangliste. Til gengæld er de enkelte tekster dybt forankret i nuet. Lige som kvinden i rødt, der ser sig tilbage over skulderen fra sin udsatte position på en københavnsk indfaldsvej. På vej fra et nu til et andet.

Bogen viser ofte fin sproglig veloplagthed. Som f.eks. :

” I stedet / sender lyden fra tomme flasker / tsunamier af uhygge gennem din krop”

“Du falder så kludedukkeagtigt på knæ / ved kantstenen”

“.. mærke livet/ ruske i dit skelet / for du er din egne globus ”

“i sekunderne / hvor den røde mand lyser / og Store Kongensgade kan trække vejret”.

Man får lyst til selv at gå ud i det offentlige rum og finde sine egne koordinater. For til sidst , efter at det overflødige gods er smidt væk, at konstatere at

“du ånder lettet op
med en puls
der ikke er ved at slå dig ihjel
for du ser ned på gaden
på resterne
af hvad du før var bange for
og jeg nikker med et smil “

Bevægelse styrker undervisningen

Eleverne bliver bedre til at lære, når de bevæger sig i løbet af skoledagen. Det viser forskningen. Samtidig styrker bevægelse elevernes motivation, sammenhold og sundhed. Aktivitetspiloterne tilbyder skolen en samlet løsning, hvor I får inspiration til en ny og anderledes hverdag med bevægelse.

Flere undersøgelser viser, at 2 år efter skolereformens implementering savner mange elever stadig bevægelse i skoledagen. Måske er I allerede godt i gang, men måske kan I bruge ny inspiration til at komme videre. Det kan især være en udfordring at holde gang i bevægelsen, når det bliver koldt og vådt udenfor.   Her kan Aktivitetspiloterne give inspiration til, hvordan lærere og pædagoger enkelt og let kan få eleverne i bevægelse i klasselokalet og samtidig understøtte de faglige mål. Vores bevægelsesaktiviteter tager udgangspunkt i den nyeste forskning i sammenhængen mellem bevægelse og styrket læring.

Det tilbyder vi

Vi tager udgangspunkt i skolens ønsker og behov, giver lærerne input til, hvorfor og hvordan bevægelse styrker undervisningen, vi deltager aktivt i klasserne med praktiske aktiviteter, og vi tilbyder kataloger med aktiviteter, der er målrettet indskoling, mellemtrin og udskoling i en række forskellige fag.

Lærerworkshops

Inspirationsworkshop Workshoppen er en oplagt mulighed for at samle skolens lærere og pædagoger til en spændende og inspirerende oplevelse. Deltagerne prøver flere af vores fysiske aktiviteter, der understøtter den faglige undervisning, samt pauseaktiviteter, der kan give et friskt pust til undervisningen. På baggrund af den nyeste forskning på området giver vi et indblik i, hvorfor, hvornår og hvordan fysisk aktivitet kan styrke elevernes indlæring. 

Bevægelse i klassen

Kompetente aktivitetspiloter giver lærerne en enestående mulighed for at komme godt i gang med bevægelse i klassen sammen med eleverne. Vi har en indledende dialog med læreren, så vi kan tilpasse lektionens program til de faglige mål. Vi gennemfører både faglige aktiviteter og sjove bevægelsespauser, som kan indgå i den understøttende undervisning. Læs hvad Dagbladet skrev efter vores besøg på Nordskovskolen i Haslev her. 

Dokumenteret sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring

Der er lavet rigtig meget forskning på området fysisk aktivitet og læring, og på baggrund af forskningsresultaterne kan det konkluderes, at der er en dokumenteret sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring. I Danmark gik Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning (KIF) og idrættens organisationer sammen om at holde en konsensuskonference, som i oktober 2011 skulle fastslå sammenhængen mellem fysisk aktivitet og læring. Forskere fra Danmark og Sverige blev inviteret til at sammenfatte den internationale forskning på området, hvorefter det entydigt blev slået fast at  der er en dokumenteret sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring uanset alder.